Jeg fik endelig prøvet Mikkellers La Neta – et taqueria på Nørrebro. Nu er jeg ikke den store fan af Mikkellers øl, som så mange andre, men jeg er kæmpe fan af mexicansk mad. Så La Neta skulle testes. Heldigvis gik jeg ikke skuffet derfra. Og Mikkellers La Sirenita øl var faktisk ikke så dårlig.
La Neta betyder sandheden på mexicansk slang, og Mikkellers mexicanske restaurant på Nørrebro serverer autentisk, mexicansk gademad. Og gør det godt. Hvis jeg boede på Nørrebro, så ville jeg nok være der en gang om ugen. Jeg startede med Guacamole con totopos / Guacamole med majschips og husets øl – La Sirenita. God start – guacamolen var lækker, og husets øl var forbavsende god. Derefter fik jeg en Bistec tacos og en Campechana tacos grande. Bistec er en lille majstortilla med grillet oksekød. Og Campechana er en stor hvedetortilla med marineret svine- og oksekød med smeltet ost og guacamole. Noget, jeg er tosset med, er deres salsa station – overfor baren i midten af lokalet. Ved salsa stationen kan man selv bestemme hvor meget hakket løg, hakket koriander eller salsa (3 forskellige slags), man vil have på sin mad. Og du kan gå ligeså mange gange, du har lyst. Salsaerne havde styrke 1 chili, 2 chili og 3 chili – jeg valgte salsaen med 1 chili. Skulle salsa 1, 2, eller 3 ikke være nok, så står der på alle borde flasker med flere stærke saucer. Så du kan få din tacos ligeså stærk, som du vil.
Den kvadratiske hvide klinke fliser på La Netas facade går igen indenfor, hvor de er at finde på væggene samt ved disken til venstre for indgangen. På nogle af væggene er de hvide klinker sammensat med en græsgrøn farve og en postkasserød kant eller en koboltblå væg med en solgul kant. Masser af pangfarver i indretningen. Selv på toilettet hvor væggene er belagt med bittesmå mørkegrønne mosaik fliser. I baren – i midten af lokalet – er disken også belagt med hvide klinker, og man sidder på nogle solgule barstole. De samme solgule barstole går igen ved vinduespladserne. Over klinkedisken hænger der store glødepærer ned fra loftet i tykke reb. Og der hænger planter ned fra loftet hen over baren. Ret cool bar. La Neta er større end jeg lige troede, når jeg så restauranten udefra. Masser siddepladser før baren, ved baren og bag baren på langborde/-bænke og orangerøde klapsammen stole og firkantet borde. Da jeg kom lidt i seks, var der ikke mange mennesker – men med et var der fuldt pakket. La Neta er blevet super populært – og jeg forstår det godt. Jeg er fan, og jeg vender helt sikkert tilbage.
La Neta
Med mig på Nørrebro var mine sort/hvide Adidas X_PLR, som jeg købte i Krakow sidste år. Ikke dem jeg går mest med men virkelig en behagelig model, som sidder godt på foden. Jeg må gå noget mere med dem i 2018.
Adidas